Inde på slottet – på Det Nationalhistoriske Museum – venter en hel serie af sommeraktiviteter for vore glade museumsgæster, store som små.
Oplev museets tre udstillinger, der spænder ganske vidt. Særudstillingen ’Dronning af Danmark’ om Margrethe 2. kan ses indtil søndag den 1. august. Ea Heide spændende og finurlige fotoserie om danskere, der har gjort karriere i udlandet, er ophængt i museets fotogalleri året ud. Og den 1. juli åbner museet et helt nyt udstillingsafnit, der permanent skal indeholde en introduktion til slottets og museets historie - og inddrager dele af slottet, der ikke hidtil har været permanent tilgængelige for publikum.
I
juli måned er der på alle
hverdage kl. 13.30 omvisning for museets gæster (på dansk). På omvisningen gennem slottets smukke pragtrum og periodeinteriører kan hele familien opleve Frederiksborg Slot som ramme om kongernes liv til hverdag og fest. Turen krydres med fortællinger om glæder og sorger, festmåltider og kroninger, bryllupper og barnefødsler, samt om skilsmisser og intriger. Er du førstegangsbesøgende eller bare ude efter en god historie er sommeromvisningen oplagt som introduktion til Christian 4.s pragtfulde renæssanceslot og det liv, der gennem tiden har udspillet sig der.
Dragtkavalkade
Omvisere i historiske dragter fortæller danmarkshistorier
Hver søndag eftermiddag i juli måned bliver museets samlinger indtaget af omvisere i historiske dragter. Oplev hvordan danmarkshistorien bliver levendegjort gennem historiske personer, der repræsenterer nedslag i historien fra 1600-tallet og 200 år frem. Dragterne er syet som tro kopier af dragter på de kendte portrætter, så personerne træder så at sige ud af malerierne og møder publikum i levende live. Mød for eksempel Christian 4. på sit slot og hør hans historie.
Dronning af Danmark for børn
Sommersporleg og klippe-klistre decoupageværksted
Bliv udfordret af sommerens sporleg i særudstillingen ’Dronning af Danmark’.
Sporlegen kan fås i billetkassen
indtil den 1. august. På turen rundt i udstillingen vil du gennem små opgaver lære Dronning Margrethe bedre at kende og få en forståelse af hendes liv og rolle gennem 70 år. Hver mandag fra den 5. juli til den 2. august trækker vi lod blandt ugens indleverede besvarelser og præmien er et eksemplar af Maria Hellebergs ’Danmarkshistorier for børn’. Desuden kan du
hver onsdag og torsdag i juli måned besøge
klippe-klistre værkstedet. Her kan du - under kyndig vejledning - prøve kræfter med kreativiteten og lave flotte decoupager, inspireret af Dronning Margrethes egne decoupager til H.C. Andersens eventyr ’De Vilde Svaner’.
Børnenes Danmarkshistorie
Udstilling, omvisninger og aktiviteter
I den gamle vinkælder kan du boltre sig i udstillingen Christian 4. - barn og konge. Fra den 26. juni til den 8. august er der åbent hver dag. Her fortæller Martin Bigums fire store historiemalerier om kongens fødsel på Frederiksborg, hans barndom og opdragelse til konge samt hans voksne liv som far til mere end 20 børn. Udstillingen fortæller om datidens overtro, barnepleje og skolegang, om den unge konges kroning, tidens mange festtafler og kongens farverige kærlighedsliv. Du kan komme tiden lidt nærmere ved selv at prøve en af de mange genskabte renæssancedragter eller en rustning. Du kan også forsøge sig med fjerpen og blækskrivning efter skabeloner fra Christian 4.s egen stilebog. Eller tegne våbenskjolde og ordener samt farvelægge prinsessekjoler og smykker. Lav f.eks. din egen elefantorden denne sommer. Der er daglige omvisninger kl. 11.00 og 14.30.